Om os
Pilgrimshuset Albergue Ballerup
Ideen til pilgrimshuset opstod efter vandringer på Camino de Santiago i Spanien.
Foreningen bag Pilgrimshuset blev stiftet den 28. april 2016 og i juni 2017 fik vi nøglerne til huset. Vi gik straks i gang med at indrette huset efter spansk forbillede, og kunne holde housewarming den 26. august samme år. I oktober 2018 fik vi ibrugtagningstilladelse fra Ballerup Kommune, så nu kan vi byde velkommen til vandrende, der kommer gående på Den Danske Pilgrimsrute gennem Ballerup og gerne vil have en seng at sove i, et varmt bad og måske tilberede et måltid mad i det veludstyrede køkken.
Pilgrimshuset
Huset, der tidligere var legestue for dagplejebørn, havde stået tomt i halvandet år, før foreningen overtog det.
Ballerup Kommune stiller huset til rådighed for Foreningen Albergue Ballerup. Foreningen er 100% selvejende, vi får ikke tilskud, men driver huset alene for det vi tjener ved at holde Årstidsvandringer, Camino Caféer og foredrag, og på sigt også ved indtægter for overnatninger.
Der er 14 køjer fordelt i 3 rum, bad og toilet, mulighed for tøjvask og for at tilberede mad, drikke en kop kaffe og slappe af før næste dags vandring.
Hunde er desværre ikke velkomne i huset, da der kan være gæster, der er allergiske eller bange for hunde.
Vi har fået to donationer fra Nordea Fonden til hhv. køjer og hårde hvidevarer, og fra Simon Spies Fonden har vi modtaget 25.000 DKK. Vi har fra Velux Fonden modtaget donationer, der betalte for to hængekøjer til haven og 25 Højskolesangbøger. Desuden har Friluftsrådet sponseret et shelter, der blev opsat i haven i 2023.